CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple har i dag annonceret, at Jeff Williams senere på måneden træder tilbage som Chief Operating Officer og overlader posten til Sabih Khan, Apples Senior Vice President of Operations, som led i en længe planlagt rokade. Williams vil fortsat referere til Apples CEO, Tim Cook, og have ansvaret for Apples brancheførende designteam, Apple Watch og selskabets sundhedsinitiativer. Når Williams går på pension mod slutningen af året, vil Apples designteam fremover referere direkte til Tim Cook.
“Jeff og jeg har arbejdet tæt sammen, så længe jeg kan huske, og Apple ville ikke være det samme uden ham. Han har været med til at skabe en af verdens mest respekterede globale forsyningskæder, lanceret Apple Watch og stået i spidsen for dets udvikling, lagt fundamentet for Apples sundhedsstrategi og ledet vores brancheførende designteam med stor faglig dygtighed og masser af engagement og hjerte,” udtaler Tim Cook, Apples CEO. “Jeg er og vil altid være dybt taknemmelig for hans mangeårige bidrag til Apple og hans trofaste venskab. Jeffs aftryk kan ses i det fantastiske team, han har skabt, og selvom han vil blive savnet dybt, efterlader han fremtidens arbejde i utroligt kyndige hænder.”
“Sabih er en fremragende strateg, som har været en af hovedarkitekterne bag Apples forsyningskæde,” fortæller Tim Cook, Apples CEO. “Mens han har haft ansvaret for Apples forsyningskæde, har han været med til at udvikle banebrydende nye teknologier inden for avanceret produktion, stået for udvidelsen af Apples produktionsaktiviteter i USA og sikret, at Apple kan agere fleksibelt i mødet med globale udfordringer. Han har fremmet vores ambitiøse indsats inden for miljømæssig bæredygtighed og hjulpet med at reducere Apples CO₂-aftryk med mere end 60 procent. Frem for alt leder Sabih med engagement og stærke værdier, og jeg ved, at han vil blive en fortræffelig Chief Operating Officer.”
Khan har været hos Apple i 30 år og blev en del af ledelsesteamet som Senior Vice President of Operations i 2019. De seneste seks år har han haft ansvaret for Apples globale forsyningskæde, hvor han har sikret produktkvaliteten og stået i spidsen for planlægning, indkøb, produktion, logistik og levering samt Apples programmer for leverandøransvar, der beskytter og uddanner medarbejderne på produktionssteder verden over. Teamet støtter også Apples miljøinitiativer ved at samarbejde med leverandører om at fremme grøn produktion, hvilket hjælper med at bevare ressourcer og beskytte planeten.
I løbet af sin karriere hos Apple har Williams opbygget en forsyningskæde, der har medvirket til Apples vækst og støttet kunder verden over, herunder med udvidelser i USA, Kina, Indien, Japan og hele Sydøstasien. Han har stået i spidsen for Apples indsats for leverandøransvar, som har været med til at hæve standarderne for medarbejdere verden over ved at tilbyde vigtig træning og nyttige uddannelsesprogrammer. Williams spillede en central rolle i lanceringen af iPod- og iPhone-programmerne. For over ti år siden stod han i spidsen for arbejdet med Apple Watch og lagde grundstenen til selskabets sundhedsstrategi, som hjælper kunder med at leve sundere, opnå større indsigt i deres helbred og få livreddende behandling. I de seneste mange år har Williams også haft ansvaret for Apples brancheførende designteam.
“Apple står mit hjerte meget nært. Det har været et sandt privilegium at arbejde sammen med alle de fantastiske mennesker i dette selskab, og jeg kan ikke takke Tim nok for muligheden, hans inspirerende lederskab og vores venskab gennem årene,” udtaler Williams. “Juni markerede mit 27-års jubilæum hos Apple og mit 40-års jubilæum i branchen. Fra næste år planlægger jeg at tilbringe mere tid med venner og familie, herunder mine – indtil videre – fem børnebørn. Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med Sabih i 27 år, og jeg synes, han er den mest talentfulde leder inden for drift på kloden. Jeg har stor tiltro til Apples fremtid under hans lederskab i denne rolle.
Før Khan begyndte i Apples indkøbsafdeling i 1995, arbejdede han som appudviklingsingeniør og teknisk leder for nøglekunder hos GE Plastics. Han har en bachelorgrad i økonomi og maskiningeniørvidenskab fra Tufts University samt en kandidatgrad i maskiningeniørvidenskab fra Rensselaer Polytechnic Institute.