åbner i nyt vindue
UPDATE 13. maj 2025

Universal Music Group og Apple Music præsenterer lydterapi

Samlingen tager udgangspunkt i kognitiv videnskab og UMG's globale superstjerner og føjer lydbølger til velkendte, udvalgte numre for at hjælpe lytterne med at fokusere, slappe af og sove
Abstrakt blå grafik, der repræsenterer Lydterapi.
Universal Music Group og Apple Music har samarbejdet om at skabe Lydterapi, der er en innovativ samling med fokus på velvære gennem lyd.
Apple Music præsenterer i samspil med Universal Music Group (UMG) Lydterapi, der er en innovativ samling med fokus på velvære gennem lyd, som har til formål at hjælpe lytterne med at opnå større fokus, dybere afslapning og bedre søvn.1
“I årevis har det været en strategisk prioritet for UMG at styrke musikkens rolle inden for sundhed og velvære, hvilket både rummer en potentielt stor kommerciel mulighed og er noget, som vores bestyrelsesformand og CEO, Sir Lucian, samt hele ledelsesteamet brænder for,” udtaler Michael Nash, UMG's Executive Vice President og Chief Digital Officer. “Grundet Apples førende position inden for sundhed og teknologi er lanceringen af Lydterapi en vigtig anerkendelse af vores innovative, videnskabsbaserede Sollos-initiativ. Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med holdet hos Apple om at udforske nye måder, hvorpå musik kan bruges til at forbedre brugernes velvære.”
“Hver dag bruger folk verden over Apple Music som en del af deres daglige rutine, og vi har set et enormt brugerengagement omkring vores playlister, der er personligt tilpasset folks humør, og den nye radiostation Apple Music Chill,” fortæller Rachel Newman, Apple Musics meddirektør. “Vi er stolte over at samarbejde med UMG og Sollos om Lydterapi og om at tilbyde en ny lytteoplevelse i Apple Music – en oplevelse, der er forankret i kunstnerisk udfoldelse, formet af innovation og designet til at skabe velvære.”
Lydterapi fås udelukkende i Apple Music og kombinerer sange, som abonnenterne allerede kender og elsker, med helt særlige lydbølger for at løfte brugernes daglige rutiner uden at gå på kompromis med kunstnerens originale vision. Med udgangspunkt i videnskabelig forskning og UMG's egne lydteknologier hjælper Lydterapi lytterne med at falde til ro eller fokusere takket være lydbølger, psykoakustik og kognitiv videnskab.
Samlingen blev skabt af et hold producere, forskere og lydteknikere hos Sollos, der er et banebrydende initiativ inden for musik og velvære, som har deres daglige gang i UMG's afdeling i London. Lydterapi byder på instrumentale og nyfortolkede versioner samt længere versioner af populære numre fra anerkendte kunstnere som Imagine Dragons, Katy Perry, Kacey Musgraves, Ludovico Einaudi, AURORA, Jhené Aiko, Chelsea Cutler og Jeremy Zucker, så brugerne får en eksklusiv lytteoplevelse.
Lydterapi omfatter tre kategorier: Fokus, Afslapning og Søvn. Der er føjet lydrytmer eller farvet støj til sangene for at fremkalde specifik hjerneaktivitet. Gammabølger og hvid støj – en kombination af alle lydfrekvenser, som nærmest skyller ind over dig – kan hjælpe dig med at fokusere, mens thetabølger kan hjælpe dig med at slappe af, og deltabølger og lyserød støj – der er en dybere, "blødere" variation, som minder om regn eller vind – kan bidrage til en bedre søvn. En drømmeagtig version af Katy Perrys “Double Rainbow” kan f.eks. hjælpe lytterne med at falde i søvn, mens et nummer af Imagine Dragons kan hjælpe dem med at få klaret deres gøremål. Få mere at vide om Lydterapi fra Apple Musics Zane Lowe.
Apple har længe stræbt efter at give sine kunder mulighed for at få en sundere og mere aktiv livsstil takket være produkter som Apple Watch, HealthKit og Apple Fitness+. Virksomheden vil arbejde tæt sammen med Sollos og UMG om at styrke det videnskabelige grundlag for, hvordan musik og lyd kan fremme velvære, samt finde inkluderende måder at tilbyde disse fordele til mennesker over hele verden.

Bevar fokus

Kategorien Fokus er designet til at bidrage til bedre kognitive præstationer og koncentration takket være beats med gammabølger, der har til formål at hjælpe brugerne med at fokusere. Hvid støj maskerer distraherende lyde, så det bliver nemmere for lytterne, at koncentrere sig om det, de laver.

Tid til at slappe af

Sange i kategorien Afslapning er skabt til afspænding ved at føje thetabølger til beats for at give optimal afslapning.

Skabt til søvn

Kategorien Søvn er skabt til at bidrage til en dybere søvn ved at tilføje beats med deltabølger eller lyserød støj, hvilket fungerer på samme måde som hvid støj, men hvor der i stedet bruges naturlige lyde som regnvejr og bølgebrus.
Lydterapi lanceres i kølvandet på den splinternye radiostation Apple Music Chill, der er en oase af lyd, som brugerne kan søge tilflugt i, når de har brug for et afbræk i hverdagen. Stationens sendeflade er et kontinuerligt flow af afslappende højdepunkter på tværs af forskellige genrer med små glimt af mindfulness, som skal minde lytterne om at finde tilbage til deres center og indre ro. Nyd de fløjlsbløde toner, der er nøje udvalgt af kyndige smagsdommere som Brian Eno, Stephan Moccio og Zane Lowe, der med stor ekspertise tager lytterne med gennem fortællinger om ro og velvære i deres egne programmer.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  1. Lydterapi er skabt til at gøre en positiv forskel for folks overordnede følelse af velvære. Lydterapi er ikke beregnet til at behandle medicinske tilstande.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

[email protected]

33 42 22 36

Apple Media Helpline

[email protected]

33 42 22 36