Cupertino, CA Apple meddelte i dag, at over 110 af virksomhedens produktionspartnere verden over går over til at bruge 100 % vedvarende energi i deres produktion til Apple. Planerne er, at der kommer næsten otte gigawatt ren energi i forsyningskæden. Når dette er gennemført, vil initiativet forhindre over 15 millioner tons CO2e årligt – det svarer til at fjerne over 3,4 millioner biler fra vejene hvert år. Derudover investerer Apple direkte i projekter for vedvarende energi for at dække en del af opstrømsemissionerne samt i et stort projekt for energilagring i Californien for at afprøve nye løsninger til grøn energiinfrastruktur.
“Vi er fast besluttede på at hjælpe vores leverandører med at blive CO2-neutrale inden 2030, og vi er glade for, at virksomheder, der har sluttet sig til os, repræsenterer brancher og lande i hele verden, bl.a. Tyskland, Kina, USA, Indien og Frankrig,” sagde Lisa Jackson, Apples Vice President for Environment, Policy, and Social Initiatives. “I et helt usædvanligt år har Apple fortsat sit arbejde med et globalt netværk af kolleger, virksomheder og fortalere for at hjælpe med at gøre vores miljøindsats og alle vores aktiviteter til en styrke, der gavner folks liv – og har samarbejdet med de lokalsamfund, der er mest påvirket af klimaforandringerne.”
Sidste juli offentliggjorde Apple sin plan om at blive CO2-neutral gældende for alle forretningsaktiviteter, produktionsforsyningskæden og produkternes livscyklus senest i 2030. Siden den meddelelse har Apple væsentligt øget antallet af leverandører, der overgår til vedvarende energi. Apples globale driftsaktiviteter er allerede i dag CO2-neutrale, og denne nye forpligtelse betyder, at i 2030 vil hver eneste Apple-enhed, der sælges, være fuldstændigt energineutral. Virksomheden gav for nylig detaljerede oplysninger om de 4,7 mia. dollars, den har brugt på grønne obligationer for at støtte miljøprojekter rundt om i verden.