Jeg er tredjegenerations Detroit-indbygger. Min mor arbejdede i en bank, min far arbejdede ved samlebåndet i bilindustrien, ligesom hans far gjorde det. Jeg er fra den vestlige del. De fleste af vores naboer kendte hinanden, og i modsætning til, hvad folk ofte hører, var der mange familier i vores gade og en ægte følelse af fællesskab. Kvarteret var ikke perfekt, men der var følelse af stolthed i det hårdtarbejdende middelklasseliv. Så jeg ser efter glimt af denne stolthed. Nogle gange er den manifesteret i ansigtet på Detroit-indbyggerne på gaden, der passer deres daglige dont. Andre gange kommer den til udtryk i selve det fysiske sted, i de smukke Detroit-områder og byens energi.
Der er mange dimensioner i disse billeder. Jeg fotograferede bygninger, fordi jeg ville se, hvordan iPhone 12 Pro præsterer med ekstremt højlys og ekstrem skygge i det samme billede. Billederne sidder lige i skabet med det samme, uden at jeg behøver at redigere dem bagefter.
Jeg ser på sort identitet som et fælles socioøkonomisk bånd, som nærmest alle sorte mennesker forstår. Det er “Joy and Pain”, altså glæde og smerte, som Frankie Beverly sang. Det er en historie om overlevelse og også opblomstring, selvom visse kræfter nok hellere så, at vi slet ikke eksisterede. Vi ser det i den måde, vi griber problemer an på, og i vores åndelige syn på verden omkring os. Det er det gode, vi har opbygget, og det onde, vi har udholdt, som gør, at vi trodser modstridende kræfter, men også sympatiserer med individer, vi ikke engang kender. Det er en fælles forståelse, at vi er sammen om at løbe den samme spidsrod, uanset hvilken by bor i.