Cupertino, Californien – Apple meddelte i dag, at Dan Riccio skifter til en ny rolle, hvor han skal fokusere på et nyt projekt og rapportere til CEO Tim Cook, efter mere end to årtier med innovation, tjenester og ledelse hos Apple. Fremover skal John Ternus stå i spidsen for Apples Hardware Engineering-afdeling som medlem af ledelsesteamet.
“Hver eneste nyskabelse, som Dan har hjulpet os med at realisere, har gjort Apple til en bedre og mere innovativ virksomhed, og vi er rigtig glade for, at han fortsat vil være en del af teamet, udtaler Tim Cook, Apples CEO. “Johns store ekspertise og brede erfaring gør ham til en stærk og visionær leder for vores Hardware Engineering-teams. Jeg vil gerne ønske dem begge tillykke med disse spændende nye muligheder, og jeg ser frem til mange flere nyskabelser, som de vil være med til at få ud til verden.”
Riccio har været en drivende kraft inden for design, udvikling og konstruktion af næsten alle Apples produkter. Han har opbygget vores Hardware Engineering-teams og opskaleret Apples evne til at innovere på tværs af flere nye produktgrupper med den højeste kvalitet – lige fra den første generation af iMac til de nyere iPhone-modeller med 5G, M1-baserede Mac-computere og AirPods Max. Riccio kom til Apple i 1998, hvor han fungerede som en af lederne på Product Design-teamet. Senere i 2010 blev han Vice President for iPad Hardware Engineering, og i 2012 sluttede han sig til ledelsesteamet som leder for Hardware Engineering. I sin nye stilling som Vice President for Engineering vil Riccio fortsætte med at spille en afgørende rolle, hvor han skal være med til at forme fremtiden for Apples produkter.
“Det har været en enestående mulighed at arbejde hos Apple, hvor jeg har været med til at lave de bedste produkter i verden sammen med de mest talentfulde folk, man kunne forestille sig,” sagde Riccio. “Efter 23 år i spidsen for vores Product Design- eller Hardware Engineering-teams – som kulminerede med vores største og mest ambitiøse produktår nogensinde – er det det rette tidspunkt at prøve noget nyt på. Nu ser jeg frem til at gøre det, jeg holder mest af – at fokusere al min tid og energi hos Apple på at skabe noget nyt og vidunderligt. Og det glæder jeg mig helt vildt til.”