I takt med, at COVID-19-pandemien fortsætter, tilbyder Apple nu kunderne flere måder at støtte (RED)s kamp mod hiv/aids i Afrika på og samtidig beskytte lokalsamfundene mod COVID-19.
I 2006 sluttede Apple sig til (RED)s mission om at stoppe hiv/aids-epidemien i Afrika syd for Sahara. Gennem de sidste 14 år har Apples partnerskab med (RED) ført til næsten 250 millioner dollars i donationer til den Globale Fonds hiv/aids-programmer, der tilbyder prævention, test og rådgivning. Siden 2006 har tilskud fra Apple givet mere end 10,8 millioner mennesker pleje og hjælpetjenester, hjulpet med distribution af mere end 167 millioner hiv-test og givet 13,8 millioner mennesker løbende adgang til livsvigtig antiretroviral behandling (ARV).
I år kæmper lokalsamfund verden over med hiv/aids, samtidig med, at de også arbejder på at håndtere og beskytte mod COVID-19, især i forhold til sårbare befolkningsgrupper. COVID-19 har skabt udfordringer hvad angår adgang til pleje, diagnoser og forsyninger, noget som ofte giver afbrydelser i de vigtige hiv/aids-programmer. For at afhjælpe de udfordringer og sikre kontinuitet i de livsvigtige hiv/aids-tjenester omdirigerede Apple deres bidrag til den Globale Fonds COVID-19-indsats ved starten af pandemien tidligere på året. Delvis i kraft af støtte fra Apple og Apple-kunder har den Globale Fonds COVID-19-indsats været i stand til at mindske COVID-19's indvirkning på de samfund, der er mest ramt af hiv/aids, og yde kritisk støtte i sundhedssystemer, der er truet af COVID-19-udbruddet.