Apple afslører programmet for sin største Worldwide Developers Conference nogensinde
WWDC20 vil bestå af præsentationen, Platforms State of the Union, over 100 sessioner med teknikere, helt nye Developer Forums, 1-til-1-workshops med over 1.000 Apple-teknikere og meget mere
22. juni kl. 19
Find ud af hvilke spændende innovationer og opdateringer, der kommer til alle Apple-platforme senere på året. Præsentationen vil blive streamet direkte fra Apple Park via apple.com, Apple Developer-appen, Apple Developer-websitet, Apple TV-appen og YouTube, og den kan derudover afspilles on-demand, når streamingen er afsluttet. For seere i Kina bliver præsentationen også streamet på Tencent, iQIYI, Bilibili og Youku.
22. juni, kl. 23
Lyt med direkte, når Apples førende teknikere går i dybden med de nyeste fremskridt på tværs af iOS, iPadOS, macOS, tvOS og watchOS. State of the Union kan ses on-demand via Apple Developer-appen og Apple Developer-websitet. Den kan også afspilles på Tencent, iQIYI, Bilibili og YouKu, hvis man befinder sig i Kina.
23. til 26. juni
Fra den 23. juni får udviklere mulighed for at lære at bygge den nye generation af apps, da Apple-teknikere holder over 100 tekniske og designfokuserede sessioner. Der vil blive lagt videoer op hver dag kl. 19, og de kan ses i Apple Developer-appen på iPhone, iPad og Apple TV samt på Apple Developer-websitet.
Nyt design fra den 18. juni
De helt nye Apple Developer Forums vil sætte udviklerfællesskabet i forbindelse med over 1.000 Apple-teknikere, der kan besvare spørgsmål og drøfte tekniske emner. Fra den første dag i WWDC kan alle søge i og se forumsdebatter for at følge med, og Apple Developer Program-medlemmer kan lægge deres egne spørgsmål op og lære direkte fra Apple-eksperter.
23. til 26. juni
Udviklere kan anmode om en aftale hos de Apple-teknikere, der var med til at bygge de seneste fremskridt på Apple-platforme. Teknikerne tilbyder individuel teknisk vejledning og detaljerede oplysninger om, hvordan nye funktioner implementeres. Udviklerworkshops vil være åbne for Apple Developer Program-medlemmer alt efter plads.