Denne kodetankegang har spredt sig til hele skolen, og eleverne anvender kodeprincipper i alle fag, som regel via Swift Playgrounds.
“Det gik op for os, at vi allerede havde praktiseret kodning overalt i undervisningsplanen,” siger Nutt, 28. “Når vi skriver, går vi tilbage og redigerer og forbedrer det – vi foretager med andre ord fejlfinding. Vi opdeler historier i sekvenser, vi opdeler hændelser i sekvenser, og det samme gælder for alle de ting, vi gør i det daglige. Så det er i virkeligheden bare et spørgsmål om at få alle på skolen til at indse, at kodning er overalt omkring os.”
I Scotts klasseværelse øver hendes 5- og 6-årige elever deres kodefærdigheder i både helt almindelige og mere ekstraordinære opgaver. Hun gav dem en opgave: Hvordan får man en dinosaurus, der er sluppet løs, tilbage i zoo? Eleverne blev enige om, at de skulle lave syltetøjsmadder og stille dem frem til dinosauren.
Scott medbragte brød, smør og syltetøj og bad eleverne om at give hende trinvise instrukser i, hvordan hun skulle lave madden. Denne øvelse introducerede dem til de individuelle kommandoer, det kræver at udføre en kodesekvens.
“Derefter lod vi syltetøjsmadden ligge uden for klasseværelset natten over,” siger Scott. “Og dinosauren vendte naturligvis tilbage for at spise den – næste dag var der kun skorpen tilbage.”