Cupertino, Californien – Apple åbnede i dag for tilmeldingen til en række nye kunstorienterede
Today at Apple-oplevelser med augmented reality (AR), som kaldes [AR]T og tilbydes i Apple Store-butikker rundt omkring i verden. De tre nye sessioner består af en interaktiv spadseretur forbi værker af nogle af verdens største moderne kunstnere, en session i butikken, som går ud på at lære at skabe AR ved hjælp af Swift Playgrounds, og en AR-kunstinstallation, som kan ses i enhver Apple Store verden over.
Apple inviterede som led i skabelsen af sessionerne New Museum, som er et populært udstillingssted for moderne kunst i New York, til at vælge syv kunstnere – Nick Cave, Nathalie Djurberg og Hans Berg, Cao Fei, John Giorno, Carsten Höller og Pipilotti Rist – til at deltage i et oplevelsesprojekt, der er gratis for offentligheden.
“Today at Apple giver et indblik i den kreative kunst, som bygger på vores produkter og kunder”, udtaler Deirdre O’Brien, Senior Vice President for Retail + People hos Apple. “Vi håber, deltagerne bliver inspireret af de utrolige AR-værker på [AR]T Walk og af AR-installationen i butikkerne, og vi er spændt på at se, hvad vores gæster lærer at skabe i [AR]T Lab.”