Den 3. juni samles over 5000 mennesker fra 86 lande i San Jose i Californien til Apples Worldwide Developers Conference 2019 (WWDC). Blandt dem er Erika Hairston, som deltager for første gang, og David Niemeijer, som besøger arrangementet for 17. gang i træk.
Hairston, som er 23 år, uddannet fra Yale University og arbejder i San Francisco, har netop lanceret sin første app, Zimela, der skal fremme mangfoldigheden i teknologibranchen. Niemeijer, 50-årig far til to fra Amsterdam, er CEO for AssistiveWare, en virksomhed, han grundlagde for 20 år siden, og som designer kommunikationshjælpemidler til mennesker med handicap.
Selvom de befinder sig i to forskellige faser af deres rejse, har Hairstons og Niemeijers karriereforløb meget til fælles.
Begge blev inspireret til at finde på nye løsninger af en, de elsker, og begyndte derefter at arbejde på at føre dem ud i livet. Begge startede som enkeltmandsvirksomheder, hvor de skrev kode i fritiden, når de så deres snit til det. Og begge forbinder og hjælper fællesskaber ved hjælp af teknologi for at hjælpe medlemmerne med at finde deres egen udtryksmåde og hinanden.