PRESSEMEDDELELSER 9. marts 2015

HBO NOW får premiere til april

For første gang nogensinde kan Apples kunder abonnere direkte på HBO

SAN FRANCISCO – 9. marts 2015 – I dag meddelte Apple og HBO, at HBO NOW får premiere i næste måned, og for første gang nogensinde kan Apples kunder dermed abonnere direkte på HBO. Brugere af iPhone, iPad, iPod touch og Apple TV kan købe HBO NOW direkte i apps som en separat tjeneste, hvor de kan se hvert eneste afsnit i hver eneste sæson af de bedste originale TV-udsendelser fra HBO samt de største og nyeste succesfilm fra Hollywood, banebrydende dokumentarer, sport og eksklusive komedieudsendelser – til kun 14,99 USD om måneden.
 
“HBO NOW er den næste fase af nyskabelse hos HBO,” udtaler Richard Plepler, bestyrelsesformand og adm. direktør for HBO. “Med dette nye partnerskab, som er en naturlig udvikling for HBO, får vi adgang til millioner af Apple-kunder, som er vant til at hente deres yndlingsapps med det samme. Nu kan de gøre det samme med et HBO-abonnement.”
 
“HBO NOW tilbyder en ny generation af HBO-fans mange af verdens bedste TV-udsendelser uden et kabel- eller satellitabonnement,” fortæller Eddy Cue, Apples ledende vicedirektør for internetsoftware og -tjenester. “Nu hvor det er lige så nemt at abonnere på HBO NOW som at købe en app, kan kunderne se deres yndlingsudsendelser fra HBO, så snart de er udgivet og i luften – dét er stort.”
 
Der streames flere timers HBO-video på Apple-enheder end på alle andre tilsammen, og nu kan kunderne abonnere ved hjælp af HBO NOW-appen på deres iPhone, iPad, iPod touch eller direkte på Apple TV og få adgang til alle de udsendelser, de vil, med det samme. For kun 14,99 USD om måneden kan HBO-fans se populære serier lige fra Game of Thrones, Silicon Valley og VEEP til Last Week Tonight with John Oliver og VICE. Sammen med lanceringen tilbyder HBO en gratis prøveperiode på 30 dage til nye HBO NOW-kunder, som tilmelder sig gennem Apple.
 
Home Box Office, Inc. er et datterselskab under Time Warner Inc., der tilbyder de bedste og mest populære TV-udsendelser. Det er samtidig den virksomhed, som udbyder betalings-TV med størst succes i verden med sine to TV-tjenester – HBO og Cinemax – til ca. 127 millioner abonnenter på verdensplan. 
 
Apple designer Mac-computerne, der er verdens bedste personlige computere, sammen med OS X, iLife, iWork og professionel software. Apple er førende inden for den digitale musikrevolution med iPod-modellerne og iTunes Store på internettet. Apple har genopfundet mobiltelefonen med den revolutionerende iPhone og App Store og definerer fremtiden for mobile medie- og computerenheder med iPad.
 
Pressekontakter:
Mandy Hershon
Apple
[email protected]
+44 (0)20 3284 6194
 
Jeff Cusson
HBO
[email protected]
+1 (212) 512-1343
Christina Vedel
[email protected]
31 31 91 06

    © 2015 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Mac, Mac OS, Macintosh, iPhone, iPad, iPod touch og Apple TV er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.